Historien bag

Mange af nutidens mønstre på gobelintæpperne går flere århundreder tilbage, da greven af Aubusson i 1662 åbnede og lagde navn til flere gobelinværksteder i den franske Creusse dal, et sted, hvor de lokale floders vande havde ry for at bibringe garnernes farvetoner en ganske særlig klarhed.

Det smukke håndværk blev hurtigt højt værdsat og efterspurgt blandt Europas kongehuse og aristokrati. Den franske revolution satte dog en midlertidig stopper for produktionen, og mange af de kostbare tæpper blev stjålet eller destrueret.

I slutningen af 1900 tallet åbnede Aubusson værkstederne en skole i væveteknikker, som senere udviklede sig til den franske nationale skole for kunsthåndværk. Da værkstederne efter 2. verdenskrig moderniserede deres væveteknik, skete en stærk opblomstring af det traditionsrige Aubusson håndværk, som stadig i dag regnes for et af Frankrigs fineste.

Tæpperne var imidlertid blevet så dyre at fremstille, at en del af produktionen for ca. 10 år siden blev flyttet til Kina. Franske vævere flyttede med og lærte deres håndværk fra sig, og i dag har de lavere arbejdslønninger og produktionsomkostninger i Kina medført, at tæpperne kan handles til priser, der er overkommelige.